|
Lunebjerggårds vildsvinNB! Vi har solgt vores vildsvinebesætning og er derfor ikke længere leveringsdygtige i vildsvinekød. Vi har valgt at holde hjemmesiden her i live lidt endnu for de, der måtte være interesseret i vildsvineopskrifterne, men pr. 1 januar 2011 lukker vi helt for "vildsvinesektionen" på hjemmesiden. Vi har opdrættet vildsvin her på Lunebjerggård siden august 1997, og vi fandt tidligt ud af, at der findes meget få tilgængelige madopskrifter med vildsvin som hovedingrediens. Derfor skrev vi i første omgang en lille dedikeret opskriftsamling med vildsvinekød, som er fulgt op med de hjemmesider, du sidder og læser netop nu. Vildsvin bliver aldrig kæledyr, og selv om vi bruger meget tid på dem, er de reserverede overfor mennesker. De store vildsvineorner er ikke helt så aggressive, som man ser dem omtalt i diverse jagthistorier, men man gør klogt i at have respekt for dem. På trods af deres 100-130 kg kan de løbe 70 km/t, og deres hjørnetænder kan uden tvivl gøre stor skade på en sart menneskekrop, hvis man bliver uvenner med dem inde i indhegningen. Vi opdrætter vores vildsvin økologisk og hovedsagligt med foder fra egne marker. Vildsvinene fodres med korn (byg eller havre) samt hø, wrap og halm. Desuden får såvel små som store vildsvin tilskudsfoder, så de får de nødvendige mineraler. Vildsvin vokser uendeligt langsomt – sammenlignet med almindelige grise. Derfor bliver kødet mere "tæt" og smager efter vores mening meget bedre. Normalt må en almindelig gris lade livet, når den er 4-5 mdr. gammel, hvorimod vores dyr først slagtes, når de er 1½ - 2 år, og på det tidspunkt er de ikke engang lige så store som deres "grisefætre" på 5 mdr.! Vores vildsvin bliver skudt på folden, mens de står og æder. På den måde dør de uden at være stressede, og det har efter vores mening en gavnlig indflydelse på modningsprocessen (modner ca. 1 uge) og dermed kødet. Vildsvinekød er sundt og fedtfattigt, som det fremgår af nedenstående skema, som vi har hentet hos New Zealand Game Industry Board:
Det vil være naturligt at fortsætte til Opskrifter herfra, men du kan jo også vælge at se billeder af vores dyr på Billeder, se links til andre vildsvinehjemmesider: Links eller springe direkte ud i en Bestilling . |